Septembers himmel er så blå
Septembers himmel er så blå,
dens skyer lyser hvide,
og lydt vi hører lærken slå
som før ved forårstide.
Den unge rug af mulden gror
med grønne lyse klinger,
men storken længst af lande fór
med sol på sine vinger.
Der er en søndagsstille ro
imellem træ’r og tage,
en munter glæde ved at gro,
som var det sommerdage.
Og koen rusker i sit græs
med saften om sin mule,
mens bonden kører hjem med læs,
der lyser solskinsgule.
Hver stubbet mark, vi stirrer på,
står brun og gul og gylden,
og røn står rød og slåen blå,
og purpursort står hylden.
Og georginer spraglet gror
blandt asters i vor have,
så rigt er årets sidste flor:
oktobers offergave.
De røde æbler løsner let
fra træets trætte kviste.
Snart lysner kronens bladenet,
og hvert et løv må briste.
Når aftensolen på sin flugt
bag sorte grene svinder,
om årets sidste røde frugt
den tungt og mildt os minder.
At flyve som et forårsfrø
for sommerblomst at blive
er kun at visne for at dø,
kan ingen frugt du give.
Hvis modenhedens milde magt
af livet selv du lærte,
da slår bag falmet rosendragt
dit røde hybenhjerte.
I skovens dybe, stille ro
I skovens dybe, stille ro,
hvor sangerhære bo,
hvor sjælen lytted mangen gang
til fuglens glade sang,
der er idyllisk stille fred
i skovens ensomhed,
og hjertets længsler tie her,
hvor fred og hvile er.
Hør landsbyklokken lyder ned,
bebuder aftenfred,
småfuglen, før den går til blund,
end kvidrer lidt en stund.
I mosen kvækker højt en frø,
stærkt damper mark og sø,
nu klokken tier, – aftnens fred
sig stille sænker ned.
Sensommervise
Æbler lyser rødt på træernes grene,
høsten går ind.
Går igennem skoven ganske alene,
stille i sind.
Gyldne farver og sensommerbrise
fylder hjertet med vemodig musik,
går og nynner en sensommervise
fjernt fra byens larmende trafik.
Sommerbrisen danner krusning på søen,
mystisk og sort.
Stæreflokke svæver højt over øen –
snart tager de bort.
Gyldne farver …
Duft af brænderøg blandt brunlige bregner,
blåsorte bær.
Stille summen mellem blade som blegner –
af’tnen er nær.
Gyldne farver …
Modne rønnebær bag dybgrønne grene
rødt titter frem –
Går igennem skoven ganske alene –
nu må jeg hjem!
Gyldne farver …
Er der steder hvor sandheden synger
Er der steder hvor sandheden synger
du glemmer din frygt og dit pjat
og selv tør forsøge at finde
se efter hvor målet er sat
at finde en vej gennem dagen
at vove at finde en havn
trods uvejr og bølger at stå der
med udsyn fra bro eller stavn.
Er der steder hvor friheden kalder
og kræver at du melder klar
som vagt her for lyset og livet
det eneste liv som du har
alt andet kan nemt bli’ det dovne
det nemme, det velkendte sted
når andre så gerne vil synge
så skråler du tankeløst med.
Måske stedet er her hvor du tror på
at livet er mer’ end fidus
måske bli’r du fremmed i flokken
der passer det vanlige hus
for folket skal finde sin bane
og vokse i tro og med ånd
det kræver tit mod og en vilje
der løsner de snærende bånd.
Er der steder hvor kilderne springer
måske er her sådan et sted
og selv om alt om os bli’r ændret
er fordringen stadigvæk med:
at høre, at svare, at være
at stå der hvor slaget skal stå
at gribe, at turde, at elske
når livet og kampen går på.
Det lysner over agres felt
Det lysner over agres felt,
hvor sløve plovspand kravle,
det sortner over Store Bælt
med sol på kirkegavle.
Velkommen i vor grønsværsstol
blandt grøftens brombærranker!
O, det gør godt at slikke sol
igen på disse banker!
Vel rækker høstens solskin kort,
men rønnens bær står røde.
Alleens linde blegner bort,
men vildvinsranker gløde.
Vel! Ræk mig da, o efterår,
en gravensten som smager
af bækken ved min faders gård
og mulden i hans ager.
Og bag mig, sol, og blød mig, regn!
Jeg plukker mine nødder
og trasker langs et brombærhegn
med plovmuld under fødder.
Og det er al den jord jeg har,
og alt, hvad jeg begærer.
Jeg håber, det går an, jeg ta’r,
hvad mine såler bærer.
Du lagde livstid i min krop
Du lagde livstid i min krop
du kaldte mine kære frem
du sagde: Her er mine børn.
Det husker jeg på vejen hjem
At åbne verden skridt for skridt
at flytte ud og komme frem
at stå som ung på verdens kant.
Det husker jeg på vejen hjem
De store muligheders tid
at danse lige ind i dem
de børn jeg fik og ikke fik.
Dem husker jeg på vejen hjem
Og tiden gik med sorg og sang
og årene skrev knæfald frem
i aftensolen stod mit navn.
Det husker jeg på vejen hjem
Og tog jeg fejl og faldt jeg hårdt
og førte jeg mig solklart frem
så sank jeg altid i din hånd.
Det husker jeg på vejen hjem
Og dagene der steg af tak
og åndedrag og alle dem
der gik med mig en tid et sted.
Dem husker jeg på vejen hjem
Du kære Gud, din vilje ske
forson mig mildt med alle dem
der kom og gik. Det liv jeg fik.
Og lys for os på vejen hjem