Lyset er vendt (26)
Vær vågen en tidlig morgen
når lyset lige er vendt
så møder du lysets engel
en engel som Gud har sendt.
En bøn der helt ordløst kommer
et enkelt modløst sekund
kan leve som håbets drømme
når nogen har gjort dig ondt
Syng ud når et lyshav tændes
lad sjælen synge sig glad
så svinder det dybe mørke
som duggen på blomst og blad
Syng ud når dit hjerte tynges
lad sorgen synge sig bort
Gud lytter når ingen aner
og livet er nådesløst kort
Syng ud så din glæde høres
lad blæsten bære din røst
den finder en lille strofe
blandt bølger der gir dig trøst
Vær vågen en tidlig morgen
når havet synger sin sang
så møder du lysets engel
mens solen den går sin gang
Jeg ved en lærkerede (93)
Jeg ved en lærkerede,
jeg siger ikke mer;
den findes på en hede,
et sted som ingen ser.
I reden er der unger,
og ungerne har dun.
De pipper de har tunger,
og reden er så lun.
Og de to gamle lærker,
de flyver tæt omkring.
Jeg tænker nok de mærker,
jeg gør dem ingenting.
Jeg lurer bag en slåen.
Der står jeg ganske nær.
Jeg rækker mig på tåen
og holder på mit vejr.
For ræven han vil bide
og drengen samle bær.
men ingen skal få vide,
hvor lærkereden er.
Anemonesangen
Dagen er så fuld af anemoner
Fuglefløjt og farvespil i lyse kroner
Natten fuld af farlige dæmoner
Spøgefugle, troldemænd og heksekoner
Åh anemoner
Dækker hele jorden lissom sne
Åh anemoner
Snart får jeg vel sommeren at se.
Dagen er så travl for de forfløjne
Alle de forpjuskede og næsten nøgne
Natten er så fuld af gule øjne
Der i mørket, der på himlen, alle vegne
Åh anemoner
Lad mig sove i den hvide seng
Åh anemoner
Under stjerner i en blomstereng
Åh anemoner
Dækker hele jorden lissom sne
Åh anemoner
Snart får vi vel sommeren at se
Lyse nætter (93)
Nu kommer fuglene igen,
og lyset vælter pluds’lig ind,
det kommer gennem alle sprækker,
lyse nætter er tilbag’.
Alt, hvad der rørte sig, blev glemt,
da du var rejst, var det så nemt.
Men hjertet ved godt, hvad det ønsker sig,
at pynte sig for dig.
Du er tilbag’, du er hos mig.
Du er tilbag’med varme dag’,
du er hos mig.
Nu kommer lydene igen,
og verden vælter pluds’lig ind
med parasoller og sandaler,
bølger maler alt i sand.
Jeg havde huset fuld af vind
og nye frugter fløjet ind.
Men hjertet ved godt, hvad det ønsker sig,
at pynte sig for dig.
Du er tilbag’, du er hos mig.
Du er tilbag’med varme dag’,
du er hos mig.
Man må trække en grænse (557)
Når en stemme bli’r hørt, bli’r et menneske set
i respekt for historien og alt, som er sket.
Når man evner at møde den udstrakte hånd,
da kan fællesskab gro, da kan folk knytte bånd.
Man må trække en grænse, men hvor skal den gå?
Syd for Flensborg, ved Kiel eller ved Åbenrå?
Uanset hvor den går, er der meget på spil,
for i hjerterne ved vi, hvor vi hører til.
Der er plads til de mange og plads til de få,
i respekt for hinanden går tiden i stå,
når man dvæler en stund ved den kraft , som det får,
når man rummer det men’ske, man ikke forstår.
Man må trække en grænse …
Hvis man ved, hvor man selv hører til i sit sind,
kan man let lukke tanker og budskaber ind.
Og vi siger det gerne med toner og ord:
at vi ved, hvem vi er, uanset hvor vi bor.
Man må trække en grænse …
Vi har sprog, vi har sang, vi har mening og mod,
vi har fremtiden liggende her for vor fod.
Hvis vi rummer den fortid, som sammen os bandt,
gi’r det liv til den fællesskabsånd, som vi fandt.
Man må trække en grænse …
Lad da stemmerne klinge, lad sproget få lyd,
så det danner en akse fra nord og til syd.
For vor frihed sker fyldest, når alle forstår:
det er i vore hoveder, grænserne går.
Man må trække en grænse, men hvor skal den gå?
Syd for Flensborg, ved Kiel eller ved Åbenrå?
Uanset hvor den går, er der meget på spil,
for i hjerterne ved vi, hvor vi hører til.
Barndommens gade (106)
Jeg er din barndoms gade,
jeg er dit væsens rod.
Jeg er den bankende rytme
i alt, hvad du længes mod.
Jeg er din mors grå hænder
og din fars bekymrede sind,
jeg er de tidligste drømmes
lette, tågede spind.
Jeg gav dig min store alvor
en dag du var vildt forladt.
Dryssed’ lidt vemod i sindet
en drivende regnvejrsnat.
Jeg slog dig engang til jorden
for at gøre dit hjerte hårdt,
men jeg rejste dig varligt op igen,
og tørrede tårerne bort.
Det er mig, der har lært dig at hade,
jeg lærte dig hårdhed og spot.
Jeg gav dig de stærkeste våben,
du skal vide at bruge dem godt.
Jeg gav dig de vagtsomme øjne,
på dem skal du kendes igen,
møder du en med det samme blik,
skal du vide, han er din ven.
Jeg er din barndoms gade,
jeg er dit væsens rod.
Jeg gav dig de vagtsomme øjne,
på dem skal du kendes igen.
Møder du en med det samme blik,
skal du vide, han er din ven.
Og hører du renere toner
stemt til en skønnere sang,
skal du længes efter min stemmes
sprukne og kejtede klang.
Fløj du så vidt over lande
og voksede du fra din ven?
Jeg er din barndoms gade,
jeg kender dig altid igen.
Jeg er din barndoms gade, …
Ja, jeg er din barndoms gade,
jeg er dit væsens rod.
Jeg er den bankende rytme
i alt hvad du længes mod.
Fløj du så vidt over lande
og voksede du fra din ven?
Jeg er din barndoms gade,
jeg kender dig altid igen.
Linedanser (147)
Kære linedanser, udspændt
ligger foran dig
selve livet
du fik givet
gå nu kun din vej.
Du må turde træde ud,
hvor dit liv kun er dit.
Det briste eller bære må
dette ene skridt.
Give fra dig hvad du magter,
da ser du,
en dag du nåede ud
og danser til
himmelens stjerneskud.
Kære linedanser, hop nu
ud ved siden af.
Se dig danse
bare sanse
gøre hvad du ka’.
Være én, men én iblandt.
Og mødes så du gror.
Ja vent dig meget fra den kant:
Denne er din jord!
Tro mig, når jeg siger til dig
det største
det ser man kun i det små.
Og kigger du opad er himlen blå.
Kære linedanser, ser du
livet er et net
øjeblikke
tro blot ikke
dansen kun er let.
Og en dag gør livet ondt
det ved jeg, at det vil.
For livet er et liv på trods
smerten hører til.
Ud af sorgen vokser lykken
og livet
i påskens evige fest.
De stærkeste rødder har træ’r i blæst.
Linedanser – vælge livet
hvilken er din vej?
Følge hjertet
uforfærdet.
Sige ja og nej.
Verden spørger tit hvordan
og alt for lidt hvorfor.
Der er så mange ting man kan
– stå for det du tror!
Gid du aldrig mister modet
og lader
det onde uimodsagt.
Når viljen befries, – da falder magt.
Linedanser i det høje
dans vidunderligt!
For det næste
er det bedste:
glæden ubestridt!
Tænk at få balancekunst
Så helt ufatteligt!
At modtage sin stang og snor
ganske kvit og frit.
Uanset om du nu tror det,
så ved jeg,
at lyset brænder for dig!
Og kigger du op, er der nok en vej.
Gi os lyset tilbage
Kloden har mange forskellige slags.
Alle må leve og dø.
Glæd dig – du er her alligevel nu!
Meningen er vel at så sine frø,
på en overladt stjerneø.
Gi’ os tiden tilbag’,
og lad os bruge ethvert timeslag.
Dørene åbne og smilene slidt.
Sådan er landet, jeg gerne vil kalde for mit.
Lykken du holder i hænderne nu,
den er vist egentlig min.
Og at du lever og bærer og er,
gør at jeg også kan værne om din;
denne smukkeste disciplin.
Gi’ os glæden tilbag’,
og lad os leve af dét trylleslag:
Kroppene mange, men styrken er en.
Sådan er landet, der står på de viseste sten.
Ser du kun mørke, hvor du vender hen?
Tomhedens sorte protest?
Skyggerne lever kun hvor der er lys.
Husk nu at solsiden klæder dig bedst!
Og i aften, så se mod vest!
Gi’ os lyset tilbag’.
Vi vender op på ethvert nederlag.
Lukket bli’r åbnet og støjen bli’r tyst.
Nu skal der danses og elskes, hvor mørket er lyst!
Alt hvad vi kom for at give og få:
dele og elske og slås.
Blev på et år, det vi levede på,
fællesskab fødes når JEG bli’r til OS!
Og vi vandrer med Helios.
Gi’ os landet tilbag’.
Gi’ tolerancen et nyt folkeslag.
Hjertet er åbent og sindet er frit.
Sådan er landet, jeg gerne vil kalde for mit.
Du danske sommer (339)
Du danske sommer, jeg elsker dig,
skønt du så ofte har sveget mig.
Snart kolde farver i sky og vand,
snart nøgne piger ved hver en strand!
Mer, mer, mer
jeg dog dig elsker, hver gang du ler.
Du er i sindet jo lunefuld,
dog hjertet inderst er pure guld,
et eventyr er dit glade navn,
og blomster lyser ud af din favn.
Korn, korn, korn
i drømme gror under månens horn.
Når dine bølger mod bredden gik,
beruset blå som gudinders blik,
en ungdom jubled’ din lovsang ud,
kun klædt i solskin og brunet hud.
Ned, ned, ned
til dåb i glemsel og evighed!
Og når du strakte med åbent sind
de lyse nætter i himlen ind,
imens det dufted’ af hyld og hø,
vi bad: lad drømmen dog aldrig dø!
Ak, ak, ak!
Vort hjerte svulmed’ af tro og tak.
Og stundom ud af din fulde glød
sprang lyn fra skyen i jordens skød,
og tordenlatter og tordenregn
din trolddom spændte fra egn til egn!
Vild, vild, vild
er, skønne sommer, din kraft og ild.
Du danske sommer, min hilsen tag,
du lyse nat og du lyse dag!
Går tit du kold over landet hen,
jeg véd, du kommer dog hed igen!
Ja, ja, ja,
jeg véd, dit hjerte er guld endda.
Underlige aftenlufte (377)
Underlige aftenlufte!
hvorhen vinker I min hu?
Milde, lune blomsterdufte!
sig, hvorhen I bølger nu.
Går I over hviden strand
til mit elskte fødeland?
Vil I dér med eders bølger
tolke, hvad mit hjerte dølger?
Matte sol! Bag bjergets stene
luerød du daler ned,
og nu sidder jeg alene
i min dunkle ensomhed.
Hjemme var der intet fjeld,
ak! så er jeg ude vel,
skal i nat ej barnligt blunde
i min Herthas grønne lunde.
Stille! stille! hisset gynger
båden mellem siv og krat,
sødt en mø ved cithren synger
i den tavse, lune nat.
Hvilke toner! Milde lyst,
hvor du strømmer i mit bryst!
Men hvad savner jeg, og græder,
mens hun dog så venligt kvæder?
Det er ej den danske tunge,
det er ej de vante ord,
ikke dem, jeg hørte sjunge,
hvor ved hytten træet gror.
Bedre er de vel måske,
ak, men det er ikke de!
bedre, tror jeg vist, hun kvæder;
men – tilgiver, at jeg græder!
Tager ej min sang for andet
end et ufrivilligt suk!
Længselsfuldt heniler vandet,
aft’nen er så blid og smuk.
Mangen sådan aftenstund
sad jeg i min kære lund,
mindet vender nu tilbage,
det var årsag i min klage.